blog_image

Tør hårbund og skæl | Hvad gør du?

Læsetid: ca. 6 minutter

Døjer du med en tør hårbund? Ved du ikke hvordan du bør behandle det? Og er du i tvivl, om det er skæl? Få svar på alt dette, og meget mere lige her.

 

 

Hvad er tør hårbund?

Tør hårbund ses i alle aldre, og det handler hverken om køn eller hygiejne. Det er derfor desværre meget almindeligt. Nogle mennesker kan dog være mere udsatte end andre. Det kan eksempelvis være forbundet med eksem, psoriasis eller andre hudsygdomme. 

Det ses også at tør hårbund er mere udbredt hos ældre mennesker. Det er simpelthen fordi, at de som oftest glemmer at drikke den anbefalede mængde væske. 

En tør hårbund opstår typisk på grund af manglende talg. Som du måske allerede har regnet ud, så vil en overproduktion af talg i stedet lede til fedtet hår. 

Talg er det naturlige fedt, som vores hud producerer. Det består af fedtceller og døde hudceller. Vores kroppe producerer talg, for at beskytte vores hud. 

Fungerer vores talgkirtler derfor ikke optimalt, vil du opleve en udpræget tør hårbund eller en mere fedtet hårbund. 

Tør hårbund viser sig som oftest ved kløe, samt løse hudflager, der ”sneer” fra hovedbunden. Det vil generelt drysse mere, end det vi kender som skæl. 

Symptomer kan være:

  • Rødme
  • Kløe og irritation
  • Der vil drysse hudflager fra hovedbunden
  • Sprækker og sår kan forekomme

Døjer du med tør hårbund i en længere periode, kan der i sidste ende opstå sprækker og sår. Der kan i den forbindelse komme betændelse i, og i sidste ende kan du opleve hårtab.

 

Døjer din baby med tør hovedbund? 

Det ses ofte, at babyer og små børn har en tør hovedbund, og det kan skyldes flere forskellige ting. Det er derfor vigtigt at afklare hvorvidt det er sygdommen ”arp”, eksem eller almindelig tør hårbund. 

Er det en tør hovedbund, kan det kureres nemt og simpelt. Her anbefales det at massere en naturlig olie, enten kokos- eller mandelolie, blidt ind i barnets hovedbund et par gange om ugen. Alternativt kan der også anvendes en babyolie. 

Tip: Vask dit barns hår med længere mellemrum, og undgå for meget shampoo.

 

Oplever du tør hårbund i overgangsalderen?

Når din krop går i overgangsalderen, sker der en masse forandringer. Blandt andet bliver dine hormoner påvirket. Produktionen af talg, bliver også påvirket, i forbindelse med at hormonniveauet ændrer sig. Dette kan både vise sig ved en fedtet hårbund, som er det mest almindelige, men det kan også vise sig ved en tør hovedbund.

 

Hjemmelavet kur mod tør hovedbund 

Der findes mange måder at kurere en tør hovedbund, og du behøver som oftest ikke investere i dyre produkter. Mange af de bedste midler finder du i dit køkken, eller på hylden i supermarkedet.

Mandelolie mod tør hovedbund 

Mandler er fulde af olie, og udvinder du denne, kan det bruges til en masse ting - blandt andet til en tør hårbund. Der skal kun få dråber til, før det har en effekt. Du behøver ikke at blande olien op med noget, men derimod bare massere 2-3 dråber rundt i hovedbunden. Det er oplagt at gøre det før du skal i seng, og så vaske håret dagen efter. Det kan nemlig give en smule fedtet hår.

Mandelolien kan også bruges til tørre hårspidser.

Har du ikke en mandelolie i forvejen, kan du med fordel købe en. Det kan sågar også bruges i madlavning, og du vil derfor ikke brænde inde med den.

Kokosolie mod tør hovedbund

Ligesom med mandelolien, kan du bruge en kokosolie til at pleje din hovedbund, og sågar hele dit hår. Smør en lille håndfuld kokosolie ud i din tørre hårbund, og pak derefter dit hår ind i et håndklæde. Hvis det er muligt, er det en fordel at sove med det, og hvis ikke bør det bare være i så lang tid som muligt.

Kokosolie fungerer godt som en hjemmelavet kur til håret. Det skal dog ikke bruges alt for ofte, da det derved kan tilstoppe porrer og talgkirtler.

Kokosolie kan bruges til hele kroppen, og dertil også i madlavningen. Pas dog på med at bruge olien i ansigtet, da det kan skabe uren hud, hvis der bruges for meget.

Balsam i hovedbunden

Du har nok hørt, at balsam kun hører til i dine hårspidser. Har du en tør hårbund, kan det dog være en rigtig god idé at putte det i din hovedbund også. Hvis du bare sørger for at skylle det ordentlig ud, vil du ikke få problemer med en fedtet hovedbund. 

Husk: Lad balsammen virke nogle minutter, før det vaskes ud, for at opnå den fulde effekt.

Hovedbundsmassage

Det kan være godt for din hovedbund med en hovedbundsmassage. Det sætter nemlig gang i blodcirkulationen, og på den måde hjælper det til din hovedbunds sundhed. Er din hårbund tør, er det rigtig godt at kombinere olie og hovedbundsmassage. 

For at opnå de bedste resultater, bør du massere din hovedbund dagligt. 

 

Tør kløende hovedbund 

Der kan være mange årsager til en kløende hovedbund. Det er meget almindeligt, at det er en kombination af flere ting, der skaber kløen. Prøv eventuelt at skifte din shampoo ud med en version, med mindre parfume og færre tilsætningsstoffer.

Tør hovedbund eller skæl 

Forskellen mellem skæl og tør hårbund er, at skæl typisk er mere klæbende. Dertil kan skæl også have en smule mere gullig farve. 

En vigtig ting at fastslå er, at en kløende hovedbund sjældent er skæl, men nok nærmere en tør hårbund. Er du derfor i tvivl om det er skæl eller en tør hovedbund? Så bør du være varsom med diverse skæl-shampooer, da det kan forværre situationen.

Er du i tvivl, kan du besøge din egen læge for vejledning og råd.

 

Oplever du tør hovedbund med skæl? 

Har du en tør hovedbund og det drysser ned, er det formegentlig ikke skæl. Nogen mennesker kalder det for tør skæl, men det vil være en forvirrende betegnelse. Det du ser drysse ned, vil være tørre hudflager. 

Skæl derimod, kommer ved en overproduktion af talg kombineret med en gærsvamp. Skæl smitter ikke, men kan være gevaldigt irriterende. 

 

Æblecidereddike mod skæl 

Der findes mange måder at behandle skæl på. De fleste vælger oftest med en helt almindelig skælshampoo, men der findes også mange naturlige produkter, der kan behandle skæl særdeles effektivt!

En af de mest effektive midler er æblecidereddike. Grunden til at æblecidereddiken er så god mod skæl, er dens rensende og antibakterielle effekt.

Det er vigtigt at se på det som en kur, og det er en proces der skal gentages flere gange. Eddiken kan godt være hård mod en tør hårbund i sig selv. Derfor bør du blande det op med en god del vand, før du påfører det.


Opskrift på æblecidereddike kur til hår

  1. Bland lige dele eddike og vand.
  2. Skyl håret igennem med blandingen over en vask.
  3. Lad kuren sidde i håret i 10-15 minutter.
  4. Skyl kuren ud af håret.

Brug kuren ca. 3 gange om ugen.


Vi håber at læsningen har gjort dig klogere. Måske har det også afhjulpet dig med de problemer du måtte have, i forbindelse med en tør hårbund. Det er altid vigtigt at være opmærksom på din hårbunds sundhed. Nu og i fremtiden. Hvad enten den er tør eller fedtet. 

No Record Found.
Add a Comment
Navn*
Email*
Vedhæft billede
Kommentar*
Indsæt verifikationskode
Altom-hårfarvning.dk bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker videre på sitet, accepterer du vores brug af cookies og vores generelle vilkår og betingelser (kan læses her).

Om Altom-hårfarvning.dk