blog_image

Silver shampoo anvendelse | Sådan opnår du de bedste resultater

Læsetid: Ca. 6 minutter

Ligegyldig hvilken hårfarve du har, har du formentlig hørt om silver shampoo. Denne shampoo er altid en god ven at have i baghånden, når den skulle blive nødvendig. Nogle sværger til den mere end andre. Måske er du en af dem, som ikke har prøvet den endnu? Har du blondt hår, bør du helt bestemt læse med her, hvor du kan blive meget klogere på dette skønne produkt og hvordan du anvender det.

Hvad er silver shampoo?

Du har måske hørt om silver shampoo, eller lilla shampoo, som andre også kalder den. Mange mennesker sværger til denne shampoo, da den kan fjerne grimt skær efter en afblegning. Dette skær kan dog også opstå efter en lang sommer, hvor du har været meget ude i solen. Denne shampoo er altså særlig god til dig med blond eller gråt hår, da disse hårfarver nemmere bliver misfarvet. 

 

Hvordan virker silver shampoo?

En silver shampoo er en shampoo, der indeholder en masse lilla pigmenter. Lilla er en komplementærfarve til gul og orange. Dette betyder altså, at hvis du vasker dit hår med denne shampoo, eliminerer den de gule og orange toner og efterlader dit hår mere koldt og gråligt. Har du derimod farvet håret lyst, vil denne shampoo hjælpe med at vedligeholde den lidt koldere tone. Shampooen kan derfor ofte spare dig for et besøg hos frisøren. 

 

Aktive ingredienser i silver shampoo

Det kan være svært at finde ud af, hvilken silver shampoo du bør købe, da der findes en del på markedet. For “almindelige” mennesker er det ikke altid lige nemt, at tyde ingredienslisten bag på sådan en shampoo. Den vigtigste ingrediens i en silver shampoo er naturligvis det lilla pigment. I de fleste af produkterne bliver der brugt CI 60730, som er det kemiske navn for det lilla farvepigment.

Udover de aktive ingredienser er det vigtigt, at shampooen også indeholder plejende ingredienser, da det ellers kan være hårdt for håret. Derudover bliver silver shampoo som oftest brugt af folk, der allerede har farvet eller afbleget hår, og de har derfor også brug for ekstra plejende produkter. 

 

Sådan anvender du bedst mulig silver shampoo

  1. Vask dit hår godt igennem med din silver shampoo. Sørg for at fordel det i hele håret fra rødder til spidser. Skyl herefter håret grundigt efter med varmt vand.
  2. Vask nu dit hår endnu engang med din silver shampoo. Denne gang vil din shampoo skumme mere, da du har fuldstændig rent og afrenset hår. Dette vil også betyde, af dit hår nemmere vil tage imod farven, da der ikke er rester af andre produkter i dit hår.
  3. Brug efterfølgende balsam og hvis dit hår har brug for ekstra pleje, bør du slutte af med en hårmaske. Shampoo, varme og hårprodukter slider på håret, så det er vigtigt at give det ekstra pleje af og til. Husk at lade din balsam eller hårmaske sidde i dit hår i et par minutter, og gerne meget længere. Bruger du en hårmaske, kan du eventuelt binde håret ind i et håndklæde og sætte dig med en god bog, så den får lov til at trænge godt ind i håret. Skyl derefter dit hår godt igennem.
  4. Tør efterfølgende dit hår. Hvis du kan, så lad det endelig lufttørre, da det er langt mindre skadeligt for dit hår.

 

Silver shampoo før og efter

 Resultatet af silver shampoo kan naturligvis variere fra person til person, afhængig af hvordan dit hår så ud forinden, samt hvilken shampoo du har anvendt. På billedet kan du dog få en fornemmelse af, hvilken effekt silver shampoo har. 

 

Få orange skær ud af håret

Silver shampoo er en super effektiv metode til at få orange og gult skær ud af håret. Orange skær forekommer meget ofte, hvis du afbleger dit hår. Dette sker, da håret har rødlige pigmenter i sig, og når du afbleger det, kan disse farver godt komme frem. Hvis du har forholdsvis mørkt hår, og afbleger det, er der større risiko for, at det bliver en smule orange.

Som nævnt modvirker pigmenterne i silver shampoo de orange nuancer, og du bør derfor investere i denne. Ud fra hvilket resultat du ønsker, samt hvor orange dit hår er, må du vurdere, hvor mange gange du bør vaske det. Er dit hår meget orange, bør du starte med at anvende din silver shampoo af 2 omgange og beholde shampooen i håret i 5-10 minutter. 

Den første uge bør du vaske det 2-3 gange med silver shampoo. Når du har nået det ønskede resultat, bør du vaske det cirka 1 gang hver anden uge for at vedligeholde resultatet. Den resterende tid kan du anvende din almindelige shampoo. 

Vær dog opmærksom på, at de forskellige mærker bruger forskellige formler, og det er derfor vigtigt at læse bag på din shampoo. Nogen er designet til daglig brug, og andre er lidt mere drøj. 

 

Silver shampoo til forskellige hårfarver

Silver shampoo til mørkt hår

Silver shampoo kan naturligvis også anvendes til mørkt hår. Resultatet vil dog ikke være så fremtrædende som ved lyst hår. Har du mørkt hår, anbefales det, at du anvender en blå shampoo i stedet for den lilla. Der findes ikke helt så mange på markedet, som der gør med den populære lilla shampoo. Det kan altså godt være mere kompliceret at få fat på.

Har du mørkt hår, vil den blå shampoo være bedre, da blå er en komplementærfarve til rød. Mørkt hår har nemlig mere røde nuancer, hvor det blonde hår har flere gullige nuancer.

 

Silver shampoo til blondt hår

Dette er naturligvis det bedste match, og du kan sige, at den lilla shampoo simpelthen er designet til lyst og blondt hår. Dette gælder både farvet og naturligt blondt hår. Har du ombré eller balayage, kan silver shampoo også være et super godt produkt til at bibeholde de kolde toner.

 

Kan du anvende silver shampoo til gråt hår?

Det korte svar er ja! Har du naturligt gråt hår, kan det oftest være mere skrøbeligt, og det bliver derfor nemmere misfarvet af sol, saltvand og klorvand. Det kan derfor være en god idé at bruge silver shampoo for at få misfarvningerne væk og de grå toner tilbage igen. 

Du behøver ikke at være bange for, at dit hår bliver lilla, hvis du bare følger anvisningerne. Da gråt hår er mere modtageligt overfor farve, bør du ikke lade shampooen sidde i længere end anvisningerne anbefaler. 

 

Har du ikke en silver shampoo hjemme i skabet i forvejen, er det måske på tide at anskaffe dig en. Forhåbentlig har du fået mere interesse for produktet, nu hvor du er blevet klogere på dens egenskaber. Silver shampoo findes i en masse afskygninger og prisklasser, så er det noget du vil teste, bør det ikke være svært at finde et billigt produkt.

No Record Found.
Add a Comment
Navn*
Email*
Vedhæft billede
Kommentar*
Indsæt verifikationskode
Altom-hårfarvning.dk bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker videre på sitet, accepterer du vores brug af cookies og vores generelle vilkår og betingelser (kan læses her).

Om Altom-hårfarvning.dk